loading

Lars Calmar

Introduktion


Kroppen lyver ikke

En samtale med Lars Calmars Skulpturer

***********
Har du nogensinde talt med et kunstværk?
Lars Calmars skulpturer taler til beskueren i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at svare

***********



Forestil dig en dagligstue. En stille morgenstund med blidt solskin ind af vinduerne. Du står på dørtrinet og kigger dig omkring, lidt søvndrukken.
Forestil dig bordet, hvor du om lidt vil spise morgenmad. På bordet hviler en figur i råt ler. Den fylder ikke voldsomt meget, du ville let kunne bære den i hænderne, hvis du tog den op.

Du træder ind i rummet, og pludselig skærpes dine sanser. Din bevidsthed bliver klar.
Det føles som om nogen er til stede og fylder rummet, ganske tæt på dig.

"God morgen!"
(Du tænker, at du nok alligevel ikke er helt vågen) "…undskyld?!"
"Jeg vil godt fortælle dig noget. Har jeg din opmærksomhed?"
"…Ja…?""Jeg sad og tænkte på den samtale, du og din ven havde her i stuen i aftes. Om aldring. Forfængelig snak. Som om alting forandres i takt med kroppens forandring. Hvorfor ikke bare træde ind i alderen? Se på mig. Jeg gør, hvad der passer mig."
"Hmm. Ja, det kan du have ret i…"

Sådan begyndte min første samtale med et kunstværk.
Episoden står tydeligt i erindringen, for jeg havde aldrig før oplevet at blive talt så direkte til, som denne skulptur gjorde.

Forfængelighed og forfald

På det tidspunkt havde jeg ledt efter en gave til en nær ven, som reflekterede intenst over sin forestående fødselsdag. Ikke over selve fødselsdagsfesten, men over balancen mellem den gennem årene opbyggede klippe af erfaring og de unge års selvcentrerede livsappetit.
Han var meget optaget af spørgsmålet om alder, og hvorvidt han nu måtte give slip på ungdommens lethed og skulle bære det, han fornemmede som alderens tyngde.

Forfængeligheden, der bliver så tydeligt spejlet i det forgængelige, kroppens aldring i kontrast til den mentale spændstighed.

Galleristerne på Galleri Udengaard foreslog mig at forære min ven en af Lars Calmars skulpturer. En figur i råt ler. En gammel mand, siddende i en hvilende og dog årvågen
kropspositur med bøjede ben. Som en gammel kriger. Nøgen, med tyk mave, rundt hoved og med en lillebitte transistorradio i den ene hånd.
Og en attitude der gav indtryk af, at omgivelsernes mening om hans nøgenhed og overvægt ragede ham en papand.

Han gik lige i maven på mig med sin umiddelbare personlighed, og latteren fløj ud af mig. Skulpturen provokerede og appellerede til mig øjeblikkeligt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den ville give min ven helt nyt stof til eftertanke.
Her var et værk, der ville insistere på dialogen. Måske endda forsøge at sætte os på plads.

Eller, som Lars Calmar udtrykker det:
"Kroppen lyver ikke. Den fortæller det man gerne vil, og det man hellere ville stikke til side. Og faktisk er det heller ikke så slemt. For sandheden sætter os fri."

Samtalen

The old man with the transistor radio stood on my table for a couple of days, before he was to become a birthday present. Typical of Calmar's sculptures he took up more space than you would think at first. His grey body seemed much larger than the clay by itself, and it was as if one should keep at a bit of a distance and make room in front of him – for what his narrow and perhaps a little near-sighted eyes rested upon.

Shortly thereafter it occurred to me that it was my own intimate sphere that was the reason why I instinctively kept at distance of about half a meter from him. The old clay warrior simply broke into my personal space if I came too close.

During the following days the sculpture spoke so much to me and with me that it was almost like having a new person in the room, and our conversation became increasingly interesting. Until he was gift-wrapped in a lined box and given to my friend. If you cannot have the last word, you can conveniently pass it on.

Arbejdet med leret

Skulptør Lars Calmar er født og lever på Langeland, en lille ø i det sydlige Danmark.
Der fik han i 1990 sin uddannelse som pottemager.

Langeland er en gammel keramik -ø, og selv om alle de store værksteder blev lukket i 1980'erne og 1990'erne, da det meste af keramikproduktionen flyttede til Østen, er der stadig en håndfuld enmands-værksteder på øen. Værkstederne lever af at lave og vise det unikke, og sådan er det i høj grad også for Lars Calmar. Allerede tidligt vidste han, at det der drev ham ikke var at dreje tepotter, men at modellere med mennesket som udgangspunkt. Og efter et ophold på Svendborg Kunstskole begyndte han så småt at udstille i 1994.

De meget gennemarbejdede figurer, hvor kunstneren styrer og dominerer leret, får et modspil foræret af lerets natur, dets krakeleringer og farvetoner. Modspil og medspil mellem mennesker og mellem objekter og mennesker, er - sammen med overdrivelse og kontraster - med til at skabe de helt specielle oplevelser i Lars Calmars skulpturer.

Det er først og fremmest stentøjsler, som figurerne modelleres op i.
Derefter bliver der brugt forskellige begitninger, både stentøjs- og porcelænsbegitninger. Så er det oxydernes tur til at tone leret; farve en stol eller skabe en tatovering.

Om figurerne bliver glaseret eller står i råt ler, giver selvfølgelig meget forskellige udtryk når skulpturerne står færdige. De bliver brændt op til 1260 grader.

Lars Calmar arbejder både med store og små dimensioner. Den store detaljerigdom og Calmars unikke formforståelse betyder, at man med det samme går i kødet på figurerne, eller nærmere - de går i kødet på én.

Og når man står foran de større værker, der vejer 5-600 kilo, insisterer det med en sådan kraft, at man øjeblikkelig bliver nødt til at tage det til sig eller skubbe det fra sig.

Human nature

Lars Calmars arbejder er inspireret af den klassiske figurative kunst, helt tilbage fra de græske guder og før. Men i Calmars kunst hersker ingen guder, tværtimod domineres den af det at være menneske, også i fysisk forstand.

I stedet for den klassiske gudekrop er det fedt, rynker, sener og muskler, som dominerer figurerne og viser en af de præmisser, vi som mennesker lever under: Tiden.

Vores menneskelige natur og identitet er et centralt element i Calmars værker. Vi er ikke kun i naturen. Vi er natur.
Kroppen er vores natur, vores instinkter, seksualitet, ideer og kraft.

Med humor og dyb alvor dykker Lars Calmar ned i den menneskelige krop og sjæl. Han rummer det at være menneske og giver det videre i sine ler-skabte mennesker. Beskueren oplever kærlighed og respekt for mennesket. De er klædt af til skindet, og kroppen fortæller - uden angst - sin historie

Versus human culture

Figurerne bliver ofte sat sammen med en kultur-genstand, for eksempel den lille radio. Eller kopper, et møbel, et gevær, værktøj. Disse genstande sætter figuren ind i kulturens verden, hvor kulturens kastesystem nok skal sætte kroppen og naturen på plads.
For beskueren skaber kulturgenstandene det umiddelbare indtryk: Her er en arbejdsmand, en bokser, og en gamling klar til plejehjemmet. Kroppen bliver hurtigt sat i kasser, samfunds- kulturens kasser.

"Det er ikke tit at mennesket er i sin rene natur; at vi giver os hen til den præcision, der er i vores instinkter," siger Lars Calmar.

Når figurerne kommunikerer med os – og "taler" så tydeligt, som de gør - sker det ofte med afsæt i den sammenstilling af kultur og natur, som skulpturen præsenterer os for. Mens naturen er et vilkår, vi alle lever under, giver kulturen en fornemmelse af rammer og kontrol, fordi den kan styres. Her opstår vekselvirkningen og dialogen mellem værk og beskuer.

Nogle gange virker sammenstillingen af de to elementer som et forstærkende ekko, andre gange som en iøjnefaldende kontrast. En nøgen, gammel mand i en rød sofa. En tætbygget rocker stående med fødderne solidt plantet i siddehynden på en designerlænestol. "Meget hurtigt får vi bygget en kultur. Som rockerne, der ikke vil leve under samfunds kulturen, men være frie. De får alligevel lynhurtigt skabt en ny kultur, som begynder at styre dem. Så skulpturerne med rockere i stole bliver til kultur/kultur, og skulpturen af den gamle mand i rød sofa er natur/ kultur. Så set på den måde viser den nøgne, gamle krop renheden ved at være den natur, den er. Og ikke stille sig op på en samfunds- stige, eller en selvskabt stige," siger Lars Calmar.

Genkendelsens glæde

Nogle af Lars Calmars figurer har kropsudsmykning, som på samme tid er natur og kultur, nemlig tatoveringer.

"De gamle mænd, som har taget deres tøj af og viser deres tatoveringer, tager symbolsk hele kulturens kaste-system af og står enkelt og rent i deres natur. Tatoveringerne kommer her til at virke som symbol på en natur og også en overnaturlig verden, som bogstavelig talt ligger lige under huden," siger Lars Calmar.

"Samtidig står det hele frem som en ganske almindelig hverdag. Og hverdagen, det at vi genkender os selv og den nærhed som genkendelsen er, gør skulpturerne meget direkte." I nogle tilfælde betyder genkendelsen, at figurerne kan virke usædvanligt nærgående. Det kan skræmme nogle, men dobbeltheden og humoren ligger og bobler, så man får lyst til at gå med figurerne frem for imod dem.

Nærhed og det moderne tabu

Nærheden er i det hele taget en stor del af Lars Calmars udtryk. At gå tæt på sig selv og dermed tæt på os andre.

"Leret har en nærhed i sig selv. Det koster ikke så meget. De fleste har leget med ler eller modellervoks som barn. Det er bogstaveligt nede på jorden, og samtidig kan alt lade sig gøre med ler. Det åbner muligheder," siger Lars Calmar.

Der viser sig en særlig nærhed i skulpturerne af elskende gamle par. De lader seksualiteten flyde, de står ved det, naturen styrer og udtrykker en inderlighed, som er meget langt fra pornografiens fokus på det ydre.

Her gør Calmar op med et moderne tabu: Kulturens begrænsning af ældres seksualitet. Normalt har vi en overfladisk og usagt konsensus om, at gamle par hånd i hånd er et sødt og rørende udtryk for kærlighed, men den seksuelle leg og fascination hører yngre kroppe til. Calmars elskende par fortæller os, at livskraften ikke kun hænger sammen med ungdom.
Og vi bliver ikke talt ned til, for der er intet ekstremt eller frastødende ved de lystne gamle. Et bryst svulmer, den tykke mave er glad og ansigterne udtrykker naturlig lyst i stedet for den forstilte og teatralske nydelse, vi kender fra kulturen.

De elskende gamle minder os om, at skønheden findes flere steder, end vi normalt begrænser den til.
De inspirerer os til at bryde grænser og være åben for verden.

Den nøgne sandhed

Et særligt eksempel på åbenhed finder Calmar i skulpturen af en kvinde på en marokkopude. Han beskriver hende således:

"En meget gammel dame, som ikke skjuler noget, men er som en blomst på en mark, helt nøgen, sårbar og åben, hvor hun venter på prinsen. Som et gammelt indisk religiøst ordsprog siger: "Vi er alle kvinder, der findes kun én mand", viser hun sand kvindelighed. Hvor bokseren viser det, vi forstår ved klassisk mod, er modet hos kvinden på marokkopuden ikke mindre. Hun stiller sig helt åben, uden forsvarsværker."

En ny amtale

flere år efter min første samtale - med Calmars gamle mand med transistorradioen, som engang stod i min dagligstue - fik jeg en e-mail fra min gamle ven, der havde fået skulpturen i fødselsdagsgave.

Min ven havde fået endnu en Calmar-skulptur, og han ville fortælle mig om det øjeblik, skulpturen var blevet pakket ud for øjnene af hans unge søn. Skulpturen havde lignet Kong Neptun til psykolog, syntes drengen, og hvad mon der blev talt om på den briks, kongen lå på? ... og sådan fortsatte fortællingen, fabulerende og næsten uregerligt reflekterende.

Endnu en Calmar-skulptur var blevet levende. En ny samtale var begyndt.

Credits


Tekst af Eva Rymann Hansen

















Kunstneren

Tro hvad du vil, se hvad du kan, fortæl selv resten

« Gud, det er jo Vorherre ! », udbrød min indre stemme, da Lars Calmar med et snuptag og ståltråd skar hovedet af en mandsstor figur. Eller Robespierre ! Det blev kun værre, da billedkunstneren efter at have gjort halsen lidt længere med en lerpølse satte hovedet på plads igen. Som en anden himmelsk skaber (eller blodig tyran) stod han der i sit atelier og herskede uindskrænket over sine nyfødte gamle.
Hans personer bliver til, lerklump for lerklump. Måske var det meget heldigt, at Lars endnu ikke havde sat arme på sin småfede gamling. Hvis jeg havde været ham, altså gamlingen, ville jeg have slået fra mig, langet min almægtige herre og skaber et par på skrinet. Måske ville jeg have taget kvælertag på ham. Ladet ham forstå, at nu var det nok. Af med hovedet, på igen, se til højre, se til venstre!
Men hvad med et spark et vist sted? Det har Lars også taget højde for. Når understellet er som det skal være, tørrer han det med en gasflamme. Så størkner benene. De kan nu holde til at stå oprejst – og er samtidig låst fast!
Lidt henne i atelieret knæler en bokser. Hans mund står vidåben. Tandbeskytteren sidder der endnu. Hans tavse skrig, af jubel eller smerte, gennemborer beskueren. Bokseren har handskerne på. Er han gået i knæ efter en serie slag fra Muhamed Ali, eller har han sendt sin modstander i gulvet med et kæbeknasende k.o. og ligger nu der på knæ i ringen og takker for sejren?
Hvis den kraftkarl ikke for længst havde fået af gasflammen, er det ikke godt at vide, hvad der var overgået den langelandske mester ...

Lars Calmar skaber og udfordrer de figurer, der strømmer ud af hans hoved, som billeder først, siden rejst i ler, formet i hånden. Så livagtige er de, at der egentlig kun mangler åndepustet, der kunne fylde dem med sjæl og sætte gangbart liv i dem. Pinocchio var da også bare et stykke kirsebærtræ til at begynde med.
Lars giver ikke sine personer navne (lad os slå fast, at vi kun kan opfatte dem som personer i et drama), men det er heller ikke nødvendigt. Vi kan kalde dem "os", os som gamle. Rynkede og vommede mænd med hængerøv, kvinder, hvor det hele synker. Os eller alle, alle os. Så det bliver helt klart, at billedkunstneren ikke bare udfordrer sine personer. Han udfordrer os alle, os der er dem.
Lige som Vorherre (eller revolutionens diktator) må han være blevet vred. Vred på alt og alle. Så vred, at hævnen begyndte at rulle på en tordensky, gigantisk. Det vil Lars sikkert aldrig indrømme. Dybest set kommer det heller ingen ved. Alligevel, Når en kunstner viser sig, er det i sin kunst, i værkerne. Hvis vi skal tage ham alvorligt, må vi have lov til at lede efter motiverne, gætte på hensigten, ane målet.
Så meget mere når vi står med en kunstner, der lægger vægt på vores frihed til at se og opfatte hans kunst, som vi vil (kan). Han siger selv, at han ikke vil dirigere vores.

Så meget mere når vi står med en kunstner, der lægger vægt på vores frihed til at se og opfatte hans kunst, som vi vil (kan). Han siger selv, at han ikke vil dirigere vores blik, ikke påtvinge os nogen fortolkning. Hans fortælling er åben.
Men hævn for hvad, over hvem? Det sidste er indlysende – hævn over os, over mennesker, mennesket, måske et menneske. Ellers bliver det ubegribeligt, at en ung og flot kunstner (gen)skaber folk på den måde, grimme og groteske, latterlige i deres tyndhudede forfald, deres kropslige afmagt, to skridt fra graven. Kan man udlevere sine medmennesker sådan uden at ledsage dem med et triumferende råb: "Se hvor lede I er, afskyelige, degenererede stakler, slaskede uhyrer med foldemave og blævrende lår, slappe helte, monstrøse kællinger ..."? Nej, vel. Man udleverer dem netop sådan. Man hævner sig.

Men den tid, det tager mig at tænke på den måde, rummer samtidig en ansats til tvivl. Det kan ikke passe, det med hævnen. Hade så grundigt, så længe, lade sit had ulme videre, ride vildt på det som på inspirationens træhest, torturere sig selv og sine skaberhænder med ren hævntørst, klaske ler sammen til en aldrig standsende vendetta mod menneskeheden, nej, sådan kan (må) det ikke være.
Min vage, vågnende tvivl begynder så at lede efter næring, mening. Se bare kunstnerens små erotiske par, stadig gamle og fede, ganske ulækre, men i færd med at elske! Ok, Lars Calmar er for ung til at vide, at efter en vis alder går det slet ikke. Men det er en fysiologisk omstændighed, som han enten overser eller bare ikke vil finde sig i. De knepper, hans gamle, forfra og bagfra, stående eller liggende - på kryds og tværs boller de bare igennem. Tilmed skal kønsdelene på de små ler skitser kalkes hvide og have et lag glasur, fremhæves. Man mindes feministernes kampråb "Hold pikken ren!", det var engang i 70'erne.

Her begynder lige så stille al snakken om hævn som den kunstneriske drivkraft at fordampe. Gør han så bare nar? Eller indvier han os i sin drøm? Drømmen om livet, der er evigt eller i al fald længere, end vi tror. De gamle elsker vellystigt. Som etruskiske gravfigurer, der vågner op og begynder forfra. Det er ret komisk, rørende i grunden. Kort sagt, menneskeligt. Legemligt forfald ingen hindring. Vi kan (og skal) lege med til det sidste. Nu ligner det pludselig den smukkeste optimisme. Man begynder at se de gamle kroppe på en ny måde. Lars har fanget os, for kunst er altid en fælde. Lige som teatrets drama. Først skal vi på afveje, forføres af vores egne slidte tankebaner og fordomme. Derefter opdage, hov! se og indse, skifte blik, overraskes, blive nye, som rensede.
Et par af de afskyelige gamle får amorinunger. De står foran pensionistforældrene, født af et bævende favntag, der endnu varer. Et andet par føder en slags tinsoldater i hvidt porcelæn. Den slags banale porcelænsfigurer står hos alle blomsterhandlere. De groteske gamle er altså helt normale! De får os, de er og bliver os.

Vi kommer fra Frankrig, da vi oplever Lars Calmars persongalleri i hans atelier i Humble på Langeland. Humble betyder på fransk ydmyg. Den langelandske sagnkonge af samme navn var måske alt andet end ydmyg, men her bliver vi det mere og mere. Skulpturerne er til den mindste detalje os selv. De krakelerer på overfladen, som også vi gør. Med tiden. De er hule, som vi kan være det, tomme bag vores facade, bag vores selvsikkerhed.
Ydmygt tilstår beskueren, at den nøgne sandhed baner sig vej i hans modvillige sind. Det Calmarske lerfolk drager os ind i en form for selverkendelse. Sådan bliver jo mennesket med tiden - eller måske snarere mod den. Den usminkede sandhed og rejsens ende, døden forude, der allerede er i gang med os. Den død, der findes på vejen, hele vejen, ja måske er vejen. Som paradoksalt er livet.

Således skar Lars Calmar hovedet af os og forlængede samtidig vores spæde håb om at forblive en slags mennesker, lidt endnu.
Fra et besøg i kunstnerens atelier i Humble, Langeland, juli 2007

Jacques Berg

Udstillinger

 

2011

Galleri Thomassen,Goteborg, seperat udstilling
Kunstmesse Herning

2010

Grimmerhus Keamikmuseum,Middelfart
Kunstmesse Herning
Sofa,New York
SAK kunstbygning, Svendborg
Sofa,Santa Fe
Art Copenhagen, Forum
Toronto International Art Fair,Toronto
Sofa Chicago

2009

Kunstmesse Herning
Sofa ,New York
Kunstmesse,Stokholm
Toronto International Art fair,Toronto
Sofa,ChicagoWesterwalder Keramikmuseum,Germany

2008

Kunstmesse, Herning
Kunstmesse, Stockholm
Frederikshavn Kunstmuseum
SOFA, New York
Art Santa Fe
Art Copenhagen, Forum
SOFA, Chicago
Grand Opening, Gallerie Wolfsen, Aalborg

2007

Kunstmesse, Stockholm
SOFA, New York
Contemporary Ceramics, Gallerie Wolfsen, Aalborg
SOFA, Chicago
Toronto International Art Fair, Toronto

2006

Kunstmesse, Stockholm
Galleri Rasmus, Kolding
Art Copenhagen, Forum
Kunstmesse, Herning

2005

Art Copenhagen, Forum
Kunstmesse, Herning
Gallerie Wolfsen, Aalborg
Art Copenhagen, Forum
"De hedder alle sammen Lars", S.A.K. Svendborg
Kunstmesse, Herning
Art Copenhagen, Forum

2004

Art Copenhagen, Forum
Kunstmesse, Herning
Galerie Wolfsen, Aalborg

2003

Galleri Rasmus, Odense
Galleri Rasmus, Copenhagen
Kunstmesse, Herning

2002

Kunstmesse, Herning
Galleri Rasmus, Copenhagen
Art Copenhagen, Forum
Baal, S.A.K., Svendborg
Bousøgaard, Stauring

 

Dekorationer, solgt og andet

 

Dekorationer

Langelands Bibliotek
Danahus Plejecenter
Fredericia Gymnasium
Udsmykning af kunsttårn på kunsttårnruten Langeland

Solgt til

Prisvindende "Solar Fund travel grant"
Modtaget "The fountainhead studios stay", Miami

Andet

Prisvindende "Solar Fund travel grant"
Modtaget "The fountainhead studios stay", Miami


 

Kontakt

 




Email: larscalmar@yahoo.dk